Om mig
Jeg hedder Josefine og er uddannet psykolog (cand.psych.aut.) ved Københavns Universitet i 2023. Jeg tilbyder samtaleterapi til unge og unge voksne i alderen 15-30 år.
De sidste 5 år har jeg arbejdet med samtaleterapi med unge i alderen 13-30 år og med de mange forskellige udfordringer, som denne livsperiode kan indebære. Heriblandt:
- Ensomhed
- Angst
- Depression
- Selvkritik
- Stress
- Præstationspres
- Utilstrækkelighedsfølelse
- Udfordringer i sociale relationer
- Kærlighed
- Skam
- Valg
- Frygt for fremtiden
- Familierelationer
- Identitet
- Verdens tilstand
Mit hjerte banker for at skabe rum, hvor mennesker bliver set og mødt som hele mennesker med både kritiske tanker, kærlighed, skam, vrede, humor, kropslige fornemmelser, sorg, jalousi, empati og uendelig mange andre ting. I samtalerne lægger jeg vægt på, at vi sammen møder dig, dine tanke, følelser og oplevelser på en rummende og ikke-dømmende måde. Du kan læse mere om min tilgang til terapien her.


Jeg uddannede mig til psykolog, fordi jeg altid har interesseret mig for, hvorfor vi oplever, føler, tænker, reagerer og forstår på den måde, vi gør. Og hvordan det kan være, at vi gør alle disse ting på forskellige måder, afhængig af hvem vi er. Jeg er særligt interesseret i relationer og dynamikker mellem mennesker. Og i hvordan vores relationer påvirker os – den måde vi forstår os selv, hinanden og verden på. Både fra mit eget liv og fra samtaler med klienter er det min erfaring, at det ofte er i relationerne, at smerten, lykken og alt det væsentlige for os foregår.
Under min gymnasie- og studietid oplevede jeg selv stres og en følelse af utilstrækkelighed i alle de ting, jeg troede, jeg skulle have styr på og være god til. Jeg manglede et sted, hvor jeg kunne sige tingene højt og blive mødt og lyttet til uden at skulle forklare alt og uden at være nervøs for den andens reaktion.
Privat er jeg for nyligt (i 2025) flyttet til Sydfyn med min mand og vores søn. Jeg er vokset op på Sjælland tæt på store skove og har et stort hjerte for natur, litteratur og bevægelse. For at få ro på og lade op nørkler jeg i køkkenhaven, læser bøger og bader i havet.

Kurser:
Det terapeutiske arbejde med sorg hos unge (2021) v. cand.psych.aut og specialist i psykoterapi Villy Kring : Praksisorienteret kursus i det terapeutiske arbejde med unge i sorg.
Unge og krop (2024)v. cand.psych.aut., ph.d. Lene Meyer: Kursus i arbejdet med børn og unge med kropsutilfredshed.
Unges digitale liv (2024) v. cand.psych. Mathias Nimgaard: Kursus i børn og unges digitale fællesskaber med fokus på gamerkultur, tidsforbrug, identitetsdannelse og delingskultur.
Ung i præstationskultur (2024) v. cand.psych.aut. Maja Vain Gilbert: Kursus i forskningen bag præstationskulturen, dets påvirkning af ungdomslivet samt arbejdet med dette tema i samtalen med unge.
Unge, ungdomskultur og selvmordsforebyggelse (2024) v. cand.psych.aut. Kim Juul Larsen og cand.psych.aut. Jan-Henrik Winsløv: Kursus i selvmordsadfærd og håndtering af selvmordstruede unge med henblik på at forebygge selvmord og selvmordsforsøg.
Ny ensomhed (2025) v. cand.psych.aut. Ditte Charles: Kursus i forståelsen af den stigende ensomhed blandt unge, og hvordan man kan tilgå arbejdet med ensomhed og skam i samtalerne med de unge.
Unge og selvskade (2025) v. socialrådgiver og psykoterapeut (MPF) Heidi Boserup Jønsson : Kursus i selvskade i en samfundsmæssig kontekst med fokus på de underliggende mekanismer bag selvskade samt terapeutisk behandling heraf.
Erfaring
2021: Frivillig terapeut hos FRIT SIND
2021-2023: Studenterterapeut hos UngTerapi
2023-2025: Psykolog hos UngTerapi